Du har tilføjet en vare til kurven

Total

    Tilbage til butikken
    Se kurv
    Estimeret levering

    Step-by-step: Påføring af Gel Polish




    KORT OM GEL POLISH

    Kært barn har mange navne. Gel Polish, UV lak, Shellak, Gellack. Der findes mange ord for det samme - nemlig en hybrid mellem klassisk neglelak og en tynd UV-hærdende gelé. Gel Polish kan holde sin farve og shine ca. 2-3 uger, og det er enormt nemt at skifte farve eller lave unikke designs og effekter. Det lægges ofte i 2-3 tynde lag med Hard Base Coat under og Top Coat No Wipe over.


    STEP-BY-STEP GUIDE TIL PÅFØRING AF GEL POLISH

    1) Klargør Gel Polish farver
    Farvepigmenterne i Gel Polish-farver kan falde til bunds over tid. Derfor skal farven blandes inden brug. Undgå at ryste flasken, da dette kan skabe luftbobler. Den bedste måde at blande Gel Polish-farver på er ved at vende bunden i vejret på flasken og placere den mellem to flade hænder. Dernæst rulles flasken frem og tilbage i hænderne.

    2) Udfør en effektiv prep
    Se korrekt fremgangsmåde i step-by-step-guiden her.

    3) Påfør Base Coat og hærd i 60 sekunder
    Sørg for, at Base Coat “gnubbes” godt ind i neglen. Dette gøres ved at presse penslens spids ned i neglepladen med en skubbende bevægelse. Det er vigtigt ikke at få for meget produkt på penslen, eftersom neglen kun skal dækkes af et helt tyndt lag. Den frie kant skal ligeledes forsegles. 

    Bemærk, at der vil være et sticky layer på Base Coat efter hærdning. Sticky layer er et ganske tyndt lag af uhærdet produkt, som skal sikre, at det næste lag har noget at hæfte sig fast i. Sticky layer er nødvendigt og helt normalt. Det må ikke fjernes.

    4) Påfør første lag Gel Polish-farve og hærd i 60 sekunder
    Ved påføring af Gel Polish-farve er det vigtigt at lægge helt tynde lag. Tykke lag kan give rynker i overfladen, ujævn farve eller forblive uhærdet. En god huskeregel er, at hvis ens Gel Polish flyder ned i neglebåndet, er det fordi, man har lagt for tykt et lag.

    1. Dyp penslen i flasken og tør det meste af Gel Polish-farven af på indersiderne af flaskens hals. Skrab dernæst en lille perle af Gel Polish-farve op fra siden af flaskens hals.

    2. Placer penslen midt på neglen, og skub farven ned mod neglebåndet. Sørg for at penslen er bag ved farven i en vinkel, der er forholdsvist vandret med neglen. Når farven er placeret så tæt på neglebåndet som muligt (uden at ramme neglebåndet), trækkes farven lodret ned hen over resten af neglen.
       
    3. Forsegl den frie kant. 

    4. Løft penslen fra neglen, og placer den nu i midten af neglen helt oppe ved neglebåndet. Træk derefter farven ud mod højre side og hele vejen ned langs neglen. Gentag det samme i venstre side. 

    5. Når Gel Polish er påført på alle fem negle, skal de hærde 60 sekunder i UV-lampen. 


    Hvis man har svært ved at lave en skarp farvekant, som ligger helt tæt op ad neglebåndet (uden at ramme huden), kan man med fordel bruge en tynd Nail Art-pensel til at skubbe farven lidt længere op mod neglebåndet.

    5) Påfør andet lag Gel Polish-farve og hærd i 60 sekunder
    Påfør med samme fremgangmåde som beskrevet i forrige step.

    6) Påfør Top Coat og hærd i 60 sekunder
    Top Coat påføres efter samme metode som Gel Polish-farve. Den er “No Wipe”, hvilket betyder, at den ikke har et sticky layer (et tyndt klistret lag) efter hærdning. Det er altså ikke nødvendigt at rense med Cleaner+.

    7) Afslut med negleolie
    Vask hænder, og påfør negleolie. Olien skal påføres både ved neglebåndet og under neglen. Læs mere om daglig neglepleje på side 22 i Teoribogen til perfekte negle, eller på vores blog.

    ×

    Vælg variant