OPBYGNING AF DEN KUNSTIGE NEGL
Når man skal forstærke eller forlænge sin naturlige negl, er det yderst vigtigt, at man ved, hvordan formen på neglen opbygges korrekt. Formen er nemlig med til at skabe styrke og sikre, at neglen holder optimalt. En forkert opbygget negl vil falde af eller lifte inden for meget kort tid, da neglen ved dagligdagsbrug vil blive belastet på en uhensigtsmæssig måde. For at illustrere dette kan man forestille sig neglen som en bro. Hvis broen skal kunne holde til al den vægt, der skal køre over den, så skal den have nogle styrkepunkter. Præcis det samme skal neglen. Ellers vil den let og hurtigt knække, eller det hårdere produkt vil slippe fra den blødere negl.
Upper Arch og Apex - neglens styrkepunkt
Alle negle har et punkt der er mere udsat end andre punkter. Dette punkt kaldes stresspunktet. Stresspunktet giver sig til kende som et lille, hvidt område på neglepladen, når der trykkes let på spidsen af neglen. Hvis der trykkes hårdt nok på spidsen af neglen, vil stresspunktet til sidst blive overbelastet, og neglen vil lave et knæk ude i begge sider – disse to knækpunkter kaldes for weakpoints.
For at kompensere for stresspunktet og sikre, at neglen ikke knækker ved sine weakpoints, skal man sørge for at bygge en negleform, der har et styrkepunkt. Styrkepunktet bygges ved at forme en buet upper arch, hvilket betyder, at neglen bygges i en jævn bue fra neglebånd til neglespids. Cirka midt på upper arch skal der placeres et styrkepunkt, som er det øverste punkt på upper arch. Dette øverste styrkepunkt kaldes for apex. Apex er altså det øverste punkt på upper arch, og det er placeret præcis over neglens stresspunkt.
Når man arbejder med Builder Gel (som er flydende og selvnivellerende), kan man lave en apex ved at bruge tyngdekraften. Dette gøres ved at vende fingeren på hovedet, efter at Builder Gel er påført. Arbejdes der med Polygel, som er mere fast i konsistensen, vil det være nødvendigt at forme apex i hånden eller file den frem efter hærdning. En mere uddybende fremgangsmåde for opbygning af apex kan findes i Teoribogen til perfekte negle, samt i vores læringsunivers.
EKSEMPEL
Her ses et eksempel på hvordan en korrekt opbygget negl ser ud, når den har nogle styrkepunkter, som kan modstå hverdagens belastninger. Til venstre for den korrekt opbyggede negl ses en forkert opbygget negl uden apex og styrkepunkter.
Lower arch
Lower arch er de to sider af neglen, som løber i forlængelse med naturneglens nedre kanter. Det er vigtigt, at begge lower arhces er opbygget og tilfilet korrekt, så de kan danne undersiden af styrkepunktet. Lower arch skal altid flugte med naturneglens nedre kant. Den må altså hverken bue nedad, pege opad eller lave en knæk. Som tommelfingerregel skal der kunne placeres en neglefil vandret langs begge lower arches, hvorefter filen skal flugte med naturneglens nedre kanter – hele vejen fra neglebåndet og ud til neglens frie kant.
Jævn produktplacering
Udover at sikre en buet upper arch, korrekt placering af apex samt nogle lige lower arches er det også vigtigt at placere produktet jævnt hen over hele neglen.
Hvis man kigger direkte ind på neglens spids, er det vigtigt, at produktet ser ud til at være placeret med en jævn fordeling over hele neglen. Det vil skabe ubalance i styrkepunktet, hvis produktet hælder til en af siderne eller har en ujævn tykkelse. Som tommelfingerregel skal der minimum være 1-1,2 mm produkt over hele neglen for at sikre en balanceret neglekonstruktion.
Det er vigtigt at være særligt opmærksom på, at der skal påføres nok produkt på de to weakpoints (de førnævnte knækpunkter på siderne af neglen), eftersom de er ekstra udsatte for knæk og lift ved overbelastning af neglen. Mange stræber efter det naturlige og slanke look, men det vigtigt at huske, at man ikke bare kan file neglene tyndere og smallere, end neglekunsten tillader det. Der SKAL være mellem 1-1,2 mm produkt i begge sider og hele vejen ind over neglen i stresszonen, hvis neglen skal holde optimalt i 3-4 uger uden knæk eller lift.
Det er også vigtigt, at neglen bygges i en lige form, der hverken bliver for bred, for smal eller er skæv. Dette sikres både ved tilfilning af neglen, inden produkt påføres, men det er ligeledes vigtigt at være opmærksom på, når der påføres en tip eller bygges ud på en skabelon. Hvis en negl er i ubalance set fra oven, vil det sætte neglens styrkepunkt ud af balance og dermed øge risikoen for, at neglen ikke vil holde optimalt.
Negleformer og vokseretning
Negleformer
Alle negle har forskellige former og vokseretninger fra naturens side. Når en korrekt balanceret negl skal opbygges, er der nogle negleformer og vokseretninger, der kan volde særlige udfordringer. Derfor er det vigtigt at kende sin negleform og vokseretning og tage ekstra hensyn, når man skal placere sit produkt.
Der skelnes mellem to forskellige negleformer: den normale negleform og trapeznegleform.
Den normale negleform viser sig i forskellige afskygninger. Kendetegnet for negleformen er dog, at den fremstår harmonisk og er lige bred fra top til bund, samt at de laterale neglefolder (siderne på neglen) løber side om side. Opbygning og forlængelse på den normale negleform volder sjældent problemer, og der er ingen særlige hensyn, som skal tages.
Trapezformen defineres ved, at siderne af neglen vokser ud som et V, og har dermed en smal negleplade bagtil og bred negleplade fortil. Opbygning af en kunstnegl på trapeznegle volder ofte problemer ved forlængelse, eftersom trapezneglens form gør det vanskeligt at bygge et styrkepunkt i balance.
Hvis man forlænger med skabeloner, er neglene ofte for brede til skabelonens almindelige udskæring. I så fald er det nødvendigt at klippe rundingen på skabelonen mere firkantet og evt. ud i en spids, så denne kan placeres under den frie kant og stadigvæk flugte hele vejen rundt i naturneglens C-kurve (bue). Ligeledes kan det være udfordrende at få både klassiske tipper og press on tipper til at passe på den trapezformede negl. Man kan forsøge at tilpasse tipperne ved at file dem til, så de følger natur-neglens naturlige former og anatomi. Det kræver dog omhyggelighed og tålmodighed, så man ikke risikerer at skabe skader ved at forstyrre negleanatomiens elementer og funktioner.
Personer med trapeznegleform ønsker ofte smalle og slanke negle med spids eller oval afrunding. Det er dog vigtigt at vide, at neglene ikke kan gøres smallere end deres naturlige bredde. Hvis man forsøger at klemme neglen smallere, risikerer man at forstyrre neglens naturlige form og kan derved skabe langvarige skader.
Vokseretning
Når vokseretningen skal identificeres, skelnes der mellem tre forskellige typer: typisk flad vokseretning, nedadbuet vokseretning og opadbuet vokseretning.
Typisk flad vokseretning
Den typiske flade vokseretning er den mest normale. Den er ret flad, men den har en meget fin, lille bue fra neglebåndet og ud til den frie kant. Ved denne vokseretning er der som regel ingen særlige udfordringer med hverken forstærkning eller forlængelse.
Nedadbuet vokseretning (ørnenæb)
Den nedadbuede negleform har en forhøjning af neglen omkring midten, hvilket giver en meget kraftig bue. Dette medfører også, at neglen vil kroge nedad, når den vokser ud. Ved denne type vokseretning er det ekstra vigtigt at være opmærksom på at skabe balance i neglens styrkepunkt ved at file sidevæggene lige. Neglen må altså ikke kroge nedad, fordi det skaber en ubalance og vil skabe et udsat knækpunkt midt på neglen. Sidevæggene er dermed det største fokuspunkt for at skabe en balanceret negl med en nedadbuet vokseretning.
Opadbuet vokseretning (skihop)
Den opadbuede vokseretning vokser lige eller nedadbuet ud af matrix og ender ud i en opadpegende bue for enden af neglen ved den frie kant. Ofte ses en trapeznegleform også hos dem, der har en opadbuet vokseretning. Ved denne type vokseretning kan det være særligt udfordrende både at lave forstærkning og forlængelse med en korrekt balanceret negl. Det kan dog sagtens lade sig gøre med den rette teknik og en portion tålmodighed.
Før placering af enten tipper eller skabelon er det vigtigt, at neglen klippes helt kort. Gerne så kort, at der kun er ca. 2 mm fri kant tilbage. Jo kortere neglen er, jo mindre vil den stikke op i vejret. Tricket er at sørge for at få skabt en god apex (buen midt på neglen), der ved skihopnegle danner grundlaget for neglens nye form. Det gælder altså om at få vendt det nedadbuede “hul” midt på neglen således, at det i stedet bliver en fin opadbuende apex i stedet for.
EKSEMPEL
Når man skal lave en korrekt opbygning på henholdsvist en flad, nedadbuet og opadbuet vokseretning, skal opbygningen tilpasses som det ses nedenfor. På den måde komplimentere vokseretningen og op-bygningen hinanden, så neglen til slut har en korrekt form med korrekte styrkepunkter.