Step-by-step: Aftagning af Builder Gel, Polygel, Liquid Builder Gel & Rubber Base
KORT OG VIGTIGT OM AFTAGNING
Det er forskelligt, hvordan man aftager negleprodukter. Nogle typer af produkter kan opløses i en acetonebaseret væske, mens andre skal files af. Hos Neglefeber har vi med The Gel Collection udviklet alle vores produkter således, at de godt kan aftages med Fast Acetone Remover. Dette er gjort for at sikre en skånsom metode til aftagning – uanset hvilket produkt man bruger. Alligevel er det dog vigtigt, at man er opmærksom på at være skånsom og følge vores vejledninger for at sikre en succesfuld aftagning.
Det er yderst vigtigt, at man passer på sine naturnegle, når man aftager negleprodukter. Man må aldrig skrabe hårdt på hverken produkt eller negle, og der må heller aldrig files ned i naturneglen. Derudover må man aldrig tvinge et produkt af ved at hive, skubbe eller skrabe hårdt. Når produktet skrabes af, skal det være opløst nok til, at det let kan skubbes af med en rosenpind. Hvis ikke det er tilfældet, skal man gentage soak-off processen. Den hyppigste årsag til tynde og skadede negle er forkert aftagning. Negleprodukternes ingredienser og sammensætning kan i sig selv ikke give negleskader - det er processen omkring aftagningen, der er årsagen. Derfor er det yderst vigtigt, at aftagningen udføres skånsomt og korrekt – hver eneste gang.
Den bedste måde at sikre, at du aftager uden skade for din egen naturnegl, er at se vores guideguide omkring aftagning og følge vores step-by-step guide. Og såfremt du bliver det mindste i tvivl om noget, må du endelig kontakte os for at få sparring.
STEP-BY-STEP GUIDE TIL AFTAGNING AF BUILDER GEL, POLYGEL OG RUBBER BASE
1) Fil Top Coat, Gel Polish-farve samt 80-90 % af gel-produktet af
Når man skal aftage enten Builder Gel eller Polygel fra The Gel Collection, er det nødvendigt at file
80-90 % af produktet af først. Årsagen er, at produkterne i sig selv er udviklet til at være så holdbare og stærke, at selv acetonebaserede aftagningsvæsker har svært ved at trænge helt igennem. Man skal altså gerne helt ned til Base Coat (naturligvis uden at file helt ned til naturneglen). Produkterne kan f.eks. files af med 100-siden af en 100/180 grit fil eller med en elektrisk neglefil. Ved brug af en elektrisk neglefil kan man bruge en bit med grovhed rød (fin) eller blå (medium). Alternativt en sandrulle på mellem grit 100-180.
2) Påfør Soak Off Wraps med Fast Acetone Remover
Efter at Top Coat og dele farven er filet ned, skal man skal påføre Soak Off Wraps. Sørg for at hælde rigeligt med Fast Acetone Remover-væske på – gerne så de er på grænsen til at dryppe. Klem de helt våde Soak Off Wraps godt fast om fingrene, så væsken ikke fordamper undervejs. Lad det virke i ca. 10 minutter.
3) Tilfør varme fra et lunt håndklæde
Såfremt man vil sikre en endnu mere effektiv opløsning, kan hånden lægges ind i et lunt håndklæde (håndklædet kan f.eks. have ligget på en varm radiator fem minutter forinden). Varmen vil give Fast Acetone Remover endnu bedre mulighed for at virke optimalt.
4) Skrab let det opløste produkt af
Efter ca. 10 minutter kan man fjerne én enkelt Soak Off Wrap ad gangen og let skrabe det opløste produkt af med en rosenpind. Hvis alle fingre pakkes ud på én gang, vil produktet potentielt nå at hærde op igen undervejs – så husk at tage én finger ad gangen. Det er meget vigtigt, at man på intet tidspunkt tvinger produktet af. Det skal være opløst nok til at kunne skrabes af med en let berøring. For voldsom negleteknik kan give skader i naturneglen, hvilket selvfølgelig skal undgås.
5) Fjern de sidste rester
Små rester af produkt kan eventuelt files forsigtigt af med en 100/180 grit buffer, 220/240 grit fil, eller man kan gentage processen med Fast Acetone Remover.
6) Afslut med negleolie
Vask hænder, og påfør negleolie. Olien skal påføres både ved neglebåndet og under neglen.
FAKTA:
Det er normalt, at ens negle kan virke meget bløde lige efter aftagning. Der er dog ingen grund til bekymring. I takt med, at der atter tilføres ilt til neglenes keratinceller, vil de hurtigt blive hårde og stærke igen. Dette sker som regel inden for 24 timer.
Step-by-step: Aftagning af Builder Gel, Polygel og Rubber Base
Produkter du skal bruge: